Kaffe & Ledelse

Min gæst er Marie Storkholm, Leder af afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospital Horsens. Med en ph.d i ledelse i hånden har Marie i 7 år arbejdet med at løsne hierarkierne og skabe en tillidsbaseret kultur. En ph.D, der er lidt et utraditionelt valg af en lægeuddannet.
Hvordan skaber man en organisation, hvor alle – fra den nyuddannede jordemoder til den erfarne overlæge – føler sig hørt og har mulighed for at handle?
Hvordan kan en leder balancere mellem at give frihed og samtidig sikre retning?
Disse spørgsmål førte min gæst til en ph.d. i forandringsledelse. Efter fire års fordybelse i udviklingskultur og 300 timers observation af ledelsesmøder følte hun sig klar.
Hvis man tror på, at de bedste løsninger kommer fra medarbejderne, fordi de står tættest på patienterne, er det ikke altid dét, man oplever på ledelsesgangene i andre organisationer. Beslutninger træffes ofte på ledelsesniveau uden altid at inddrage medarbejdernes input.
Et spørgsmål, jeg stiller mig selv, er, om dette faktisk kunne være den organisatoriske nøgle til at løse komplekse problemer – det, som nogle kalder "vilde problemer". Sundhedssektoren er en kompleks organisation med mange variabler, fordi den handler om menneskers sundhed og ikke om at producere produkter.
Den kontinuerlige læringsproces er en uendelig kilde til innovation, og man skal som leder starte med at slippe kontrollen – det mener min gæst i hvert fald. Men hvor går grænsen?

Min gæst er Lisbeth Knudsen, Strategidirektør i Altinget, Mandag Morgen og Tænketanken Mandag Morgen. Siden 1975, hvor Lisbeth var Journalist og senere ans. chefredaktør i forskellige aviser, har hun arbejdet med at dække højaktuelle temaer, som velfærd, demokrati og den grønne omstilling blot for at nævne få. Lisbeth er en arbejdsom person der værner om den personlige integritet og ordentligheden overfor andre mennesker.
Tillid er ikke bare en værdi – det er det, bærende fundament for et velfungerende samfund.
Alligevel er vi vidne til en bekymrende udvikling: Tilliden til politikere er historisk lav, og de offentlige institutioner, som skal sikre velfærd og retssikkerhed, oplever en lignende svækkelse.
Når borgere ikke længere tror på de systemer, der er sat i verden for at beskytte dem, spirer mistilliden, polariseringen øges, og handlingslammelse bliver en reel risiko.
Men hvad sker der, når mistilliden ikke kun er borgernes, men også politikernes?
Når de, der skal lede, selv mister troen på systemet, fordi de konstant udsættes for offentlig kritik, mistro og eksponering?
Hvordan sikrer vi, at de rette mennesker stadig har lyst til at tage ansvar – og at de ikke bliver skubbet ud af en politisk virkelighed, hvor kortsigtet overlevelse vejer tungere end langsigtede løsninger?
For ledere i både den offentlige og private sektor er det en påmindelse om, at tillid ikke kan genoprettes med symbolpolitik eller kommunikationskampagner. For at fremhæve særligt det offentlige, er vi i en tid, hvor skandaler og fejlslagne reformer præger den offentlige debat, er spørgsmålet ikke blot, hvordan vi genskaber tilliden – men om vi overhovedet er villige til at gøre det nødvendige for at bygge den op igen?
Hvem bærer ansvaret? Borgerne? Politikerne? Systemet? Eller er det selve den måde, vi har indrettet vores samfund på, der skaber denne systematiske dekobling?

Mine gæster er:
Karsten Mellon, ledelsesforsker, foredragsholder, forfatter til en række ledelsesbøger inkl. denne frisættelsesbog, der har givet anledning til dagens samtale. Er ekstern lektor i Syddansk, Aalborg og Roskilde Universiteter. Og udover at forske er Karsten også en musikalsk fætter, som trompetisk og dirigent for bigbands.
Kåre Svarre Jakobsen, Kommunaldirektør i Ishøj Kommune på 9. år og har samlet mere end 15 års ledelseserfaring fra forskellige chefpositioner. Elsker nyheder, lidt nyhedsnarkoman til tider og elsker fodbold.
Sidst og ikke mindst, Dennis Nørmark, et kendt ansigt i Kaffe & Ledelse, i dag den 4. gang. Dennis er forfatter og antropolog og har været chefkonsulent i flere konsulenthuse. For frihed var faktisk en af årsagerne til Dennis valgte at blive selvstændig. Desuden også aktuel med hans thriller ’Harare’, som bl.a. Jyllandsposten skriver, “En elementært spændende historie og en velartikuleret kritik af den internationale godhedsindustri.”
Jeg synes vi skal gå mere kritisk til værks. Dog med en sund portion af nysgerrighed. Jeg har fået adgang til Bogen Frisættelse – Hvad har vi lært? Og hvad nu?. Den udkommer om nogle dage.
Bogen giver et nuanceret billede af frisættelsesdagsordenen i Danmark. Gennem empiriske eksempler og refleksioner over filosofi og ledelsesteori viser den, hvordan frisættelse kan forny den offentlige sektor. Samtidig peger den på de dilemmaer og paradokser, der opstår, når man forsøger at frisætte en sektor præget af styring og faste regler.
Bogen efterlod mig med en række essentielle spørgsmål: 
Hvad er frisættelsens egentlige formål? Er det en vej til bedre velfærd og innovation, eller blot et retorisk greb, der maskerer en skjult spareøvelse?
Frisættelse handler ikke kun om frihed fra regler – det handler også om friheden til at tage ansvar. Men hvad sker der, når medarbejdere og ledere oplever frisættelse som en byrde snarere end en gave?
Så kunne frisættelse være en politisk illusion?
Bogen gør et fremragende arbejde med at placere frisættelse i en politisk kontekst. Regeringens ambition om at skabe "den største frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie" sættes under lup, og flere bidragsydere peger på, at frisættelse ikke nødvendigvis betyder mindre kontrol. Tværtimod kan decentralisering føre til nye former for indirekte styring gennem dataindsamling, benchmarking og evalueringer.
Hvis staten frisætter kommunerne, men samtidig indfører øgede krav til effektmålinger og dokumentation, er vi så reelt blevet mere frisatte – eller har vi blot skabt en ny form for styring i en anden indpakning? Et tema som jeg også behandlede i min samtale med Dennis Nørmark, hvor vi drøftede begrebet ’at være fri’.
Bogen peger også på en risiko for, at frisættelse kan blive en skjult spareøvelse. Hvis staten lader kommuner og institutioner håndtere flere opgaver selv, men samtidig reducerer deres økonomiske råderum, er frisættelse så reelt en måde at flytte ansvaret for besparelser fra Slotsholmen og ud til de lokale ledere?
Dette er en samtale, der kræver ærlighed, og som vi tager over denne kop kaffe.
 

Tina Øllgaard Bentzen, Forsker, ph.d og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på RUC. Tina’s forskning fokuserer på interaktionen mellem tillid og kontrol, og hvordan ledelsesformer og styringsværktøjer kan designes til at fremme tillid inden for organisationer.
Troels Van Dijk, Beskæftigelseschef for Faxe kommune, er fagpolitisk aktiv samt sidder i chefgruppebestyrelsen i HK kommunal. Noget Troels tager med sig på arbejde er, at han er grænseløs ambitiøs, især på sine egne vegne.
Sidst og ikke mindst, et genbesøg fra Kaffe & Ledelse’s aller første gæst Rasmus Balslev, der er Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Været aktiv i DS i 18 år og Rasmus er stærkt værdibaseret og fagligt dedikeret, opsøger at påvirke andre mennesker på en måde, så de forbedrer deres muligheder for at skabe bedre vilkår for sig selv.
Dagens tema er ledelse & beskæftigelsesreform. En besparelse på 3 mia giver det tillid til fremtidens beskæftigelsessystem, det spørger jeg mit panel om i dag?
Regeringens beslutning om at nedlægge jobcentrene og spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet har udløst en bred debat om, hvorvidt det er en nødvendig modernisering eller en kortsigtet besparelse med uforudsete konsekvenser.
På den ene side ligger der en ambition om at skabe en mere fleksibel og borgernær beskæftigelsesindsats med færre proceskrav og mere faglig frihed til de ansatte.
På den anden side frygter kritikere, at de økonomiske hensyn vil føre til et forringet system, hvor bl.a. socialrådgiverne mister muligheden for at levere den nødvendige indsats for ledige borgere med komplekse behov.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har argumenteret for, at reformen vil give medarbejderne større autonomi og frisætte dem fra unødvendige regler. Men forskning i tillidsbaseret styring viser, at autonomi kun fungerer optimalt, hvis den følges op af tilstrækkelige ressourcer, organisatorisk støtte og en klar forståelse af medarbejdernes faglige ansvar.
Så er scenen sat og særligt med dette afsnit har via mit nyhedsbrev har jeg opfordret til at modtage spørgsmål eller temaer jeg kunne stille i dag. Og, ja, der har været en del tilbagemeldinger.

Min gæst er Mette Kierkgaard, I dag fungerende ældreminister og politisk valgt for Moderaterne. Mette har tidligere været Familiechef i Viborg og Esbjerg kommuner samt haft forskellige roller i flere styrelser. Mette knus-elsker at vi lever i et velfærdssamfund som det danske. Hylder den personlige frihed fordi alle mennesker er unikke og har noget at byde på, og er motiverede.
Når den kommende ældrereform som træder i kraft den 1. juli 2025, er det ikke blot en justering af systemet – det er en markering af en ny retning for ældreplejen i Danmark. Reformen lover mere selvbestemmelse for de ældre, færre bureaukratiske barrierer og en større fleksibilitet i plejen.
Centralt i denne reform står min gæst, en politiker med en baggrund, der gør hende særligt kvalificeret til at tage fat på netop disse udfordringer. Hun forstår systemet, men har også stået i en position, hvor hun har oplevet dets begrænsninger på nærmeste hold. Kan hun bruge denne viden til at sikre en reform, der faktisk gør en forskel, eller vil modstanden fra et tungt bureaukrati blive for stor?
Spørgsmålet jeg vil bringe ind i samtalen er, om reformen reelt kommer til at frisætte ældreområdet, eller om vi risikerer at ende med blot en ny administrativ model, hvor de samme udfordringer blot skifter form.
Den kommende ældrereform har potentialet til at forbedre hverdagen for mange ældre, men succesen afhænger af, hvordan reformen bliver implementeret i praksis.

Min gæst er Peter Haugaard, i dag HR-direktør for EY Danmark samt nordisk ansvarlig for Strategisk talent consulting. Har mere end 25 års erfaring med topledelse. Noget der særligt definerer Peter, er at tænke i brede penselstrøg, dog blive fascineret af detaljen.
Jeg starter med at citere min gæsts opslag på Linkedin.
"Du er aldrig gladere end dit mindst lykkelige barn."
Den sætning bliver ved med at vende tilbage til mig. Ikke fordi den er banebrydende, men fordi den er sand. Mange bilder sig selv ind, at de kan adskille arbejde og privatliv – men kan de virkelig det? Når mistrivsel rammer de nærmeste, følger den med på arbejde, i beslutningerne, i energien. Alligevel forventes det, at man møder op, præsterer og parkerer sine bekymringer ved døren.
Det skriver min gæst i sit opslag.
Mellem jul og nytår gav han sig selv en pause. Ingen fagbøger, ingen e-mails, ingen møder. Kun tid til at tænke. Langs vandet lod tankerne vandre, og én tanke blev ved med at presse sig på:
Hvad kræver det egentlig at gøre en reel forskel som leder, hvor vi taler om de ting, der er svære?
Når livet gør ondt, følger det med på arbejde. Danske unge mistrives. Skolevægring stiger. Livsglæden falder. Forældrene? De forsøger at holde sammen på hverdagen. På familielivet. På deres job.
Men hvad betyder det for vores arbejdspladser? Er det realistisk at forvente, at medarbejdere kan adskille deres privatliv fra deres professionelle liv? Og hvad sker der, hvis vi insisterer på, at de skal?
Hvad er ledelsens ansvar? Skal arbejdspladsen være et sted, hvor vi kan tale åbent om livets svære sider? Eller risikerer vi at skabe en offerkultur, hvor private problemer fylder for meget? Hvor går grænsen mellem at være en empatisk leder og at tage for stort ansvar for andres liv?
Så hvad vil min gæst gøre anderledes?Link til opslag på Linkedin: https://shorturl.at/mI2al 

Mine gæster er: 
Christa Breum Amhøj er stifter af aktionsuniversitetet, hvor hun arbejder med eksperimenterende, sanselige og kreative læringsprocesser. Har en ph.d i styringsteknologier i den offentlige sektor samt optaget af mennesker, der gerne vil gøre en samfundsmæssig forskel. 
Morten Svalgaard Nielsen er chefkonsulent i Region Hovedstaden, leder af Mobilizing Artful people og har en del års erfaring indenfor teaterverdenen, hvor han som sceneinstruktør har opbygget erfaring med at kunne motivere og inspirere.
Dagens tema handler om at være bæredygtig og her en samtale om dens transformative aspekter for mennesker. F.eks. Har man sagt passion, har man også sagt ja-tak konflikt og angst.
Hvordan kan man skabe hjerterum for at favne passion og angst, med æstetiske og kreative processer, uden at forlade det enkelte menneske? Det er det spørgsmål jeg vil undersøge i dagens afsnit.
Jeg kigger på kunsten. Ikke som noget fjernt og utilgængeligt, men som en åben kanal til vores kollektive bevidsthed. Kunstens rolle er ikke blot at udtrykke, men at udfordre. Den udvider vores ordforråd, ikke kun sprogligt, men også eksistentielt. Kunst åbner op for nye dimensioner af menneskelig erfaring, skaber broer mellem det ukendte og det velkendte, mellem det frygtede og det ønskede.
Først et citat fra mine 2 gæsters bog – Ledelse af transformationer på kanten:
”Kunsten er i stand til at stimulere vores forestillingsevne og vores kritiske sans – præcis fordi den giver os fornemmelsen af, at ting kunne være anderledes. At samfundets strukturer kunne sættes sammen på nye måder”
Vi skal tale om transformationer i organisationer. Tidligere gæstede Christian Have, hvor vi talte om teknologigiganternes algoritmer der modarbejder kunstens filosofi.
Tanker om transformationer er ikke blot en idé; det er en invitation til handling. I organisationer skal vi se transformation som en mulighed, ikke en trussel. En mulighed for at gentænke vores praksis, for at finde nye veje, der sætter mennesker i centrum.
I en tid, hvor Digital Disruption, Klimakrise, Demografiske ændringer, økonomisk skift, mangel på arbejdskraft, civile ligestillingsbevægelser er i spil, stiller det nogle ret høje krav til forandring og til forandringsangst.
En vedholdende forandring må derfor starte indefra. Den begynder med den enkelte leder, den enkelte medarbejder, der tør stille de nødvendige spørgsmål: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi tænkte anderledes? Hvad nu hvis vi skabte noget, der ikke blot fungerede, men også inspirerede?
Fremtiden kræver ikke kun innovation; den kræver også refleksion. Den kræver, at vi skaber organisationer, hvor mennesker trives som kreative væsener, ikke blot som brikker i et system.

Min gæst Torben Kjærgaard, kommunaldirektør for Frederikssund Kommune. Har topledelseserfaring på direktionsniveau fra kommuner, amter og KL gennem 25 år. Torben lægger vægt på ordentlighed, åbenhed, ærlighed og nysgerrighed.
Jeg ser nærmere på Frederikssund Kommunes store ambitiøse plan for frisættelse, tillid og regelforenkling, som Byrådet vedtog for godt et år siden.
Dengang lød målsætningerne klart og optimistisk: Med færre regler og større frihed skulle medarbejderne kunne bruge deres faglighed bedre og skabe mere effektive og borgernære løsninger.
Her et år efter melder spørgsmålet sig: Er det rent faktisk lykkedes, og hvis ikke, hvad står i vejen?
Jeg inviterer til en samtale der anerkender, at det ikke er en lille opgave at ændre dybt rodfæstede arbejdsmønstre og vaner.
En frisættelsesplan kræver mere end bare pæne ord; den forudsætter en fundamental omlægning af, hvordan både ledere og medarbejdere tænker og handler. Vaner skal brydes, og kulturelle barrierer skal nedbrydes – og det er alt andet end et quick fix.
Jeg spørger: Har kommunen været realistisk i sine ambitioner, eller har de kastet sig ud i et projekt, der fra begyndelsen var dømt til at støde på modstand og træghed?
En central del af planen har været at skabe større tillid på tværs af alle niveauer i organisationen. Men hvordan bygger man tillid, når mange af de regler, der nu skrottes, oprindeligt blev indført for at skabe orden og forudsigelighed? Og når ledelse – både politisk og administrativt – kræves som nøgleelement, er det så lykkedes at mobilisere den nødvendige støtte og kontinuitet?
Er man på et stadie, hvor de gode intentioner drukner i hverdagslogistik, modvilje mod forandring og usikkerhed om fremtiden?